Tirsdag den 23. maj afholdte Sønderborg Kommune et informationsmøde til oprettelse af et cykleforum i kommunen. Sønderborg Cykle Klub stillede med flere repræsentanter.
Hovedtemaet er hvordan får man flere til at cykle.
Mødet lagde ud med et oplæg fra Klaus Bondam, direktør for Dansk Cyklist Forbund, som dels omhandlede, hvilken retning cyklismen i Danmark går, dels om hvordan han mente, at man kan få flere op på cyklen, og dels om hvad andre gør for at få flere op på cyklen. Derefter holdt Kent Nissen fra Fri Bikeshop et indlæg om sine observationer her i kommunen og blandt sine kunder. Kent Nissen talte især meget imod det gratis buskort for folkeskoleeleverne, fordi det afholder mange fra at tage cyklen, selvom de egentlig sagtens kunne cykle. Kent Nissen kom også ind på kultur m.m. og fortalte, at de i flere år har kunnet mærke nedgang i salget af almindelige cykler. Frode Sørensen (formant for teknik- og miljøudvalget) var også til stede på mødet og han forsvarede selvfølgelig buskortet idet han er medlem af et politisk parti som ønsker at indføre buskort til folkeskoleeleverne.
Efter disse indlæg og lidt debat var der gruppearbejde, hvor efter arbejde i mindre grupper fremkom forslag til, hvordan man kan få flere på cyklen i Sønderborg Kommune. Det kom der en række gode forslag ud af, og der blev ligeledes sat fokus på nogle af de problemer, der er i dag, f.eks. manglende rengøring og vedligeholdelse af cykelstierne. Forslagene inkluderede bl.a. bilfri zoner omkring skoler, delecykler, separate lysreguleringer til cykler, vandstationer og cykelpumper ved kirker (betalt og vedligeholdt af kirkerne selv), spil/konkurrencer med cykling gennem apps og standere, og hvordan man kan få flere virksomheder til at promovere cykling overfor sine ansatte, her med Telebilling/Hansen Technologies som foregangseksempel.
Patrick Wildenradt blev valgt som repræsentant på vegne af Sønderborg Cykle Klub i det nyoprettede cykleforum. Har ovenstående givet inspiration til andre ideer er man velkommen til at kontakte Patrick Wildenradt, patrick@wildenradt.com