Det lykkedes delvist at afholde træningslejren i weekenden…..
Vejrguderne var ikke helt med Sønderborg Cykle Klub da træningslejren 2013 skulle afholdes. Fredag/Lørdag var præget af kraftig blæst mens søndagen måtte aflyses på grund af natligt snevejr.
Fredag mødtes enkelte ryttere til en ca. 60 km. lang træningstur på Sundeved. Med kraftig østenvind gik det hurtigt mod Gråsten, mens hjemturen gik noget langsommere.
Lørdag var vinden så ikke løjet af. Så temperaturen føltes stadig som minus 10 grader når rytterne holdt stille. Seniorne (12 mand) skulle ud på en knap 90 km. tur om formiddagen som indeholdt enkelte intervaller. Modvinden blev så klaret ved godt samarbejde hvor alle bidrog med de føringer de nu kunne. Enkelte valgte kun at tage formiddagens træning med, mens 7 mand var klar til eftermiddagens træning. Denne gik først ud over Kegnæs, hvorefter der skulle trænes i bakker. Efter Kegnæs-turen valgte 4 mand at køre hjem, mens de 3 resterende forsøgte at overleve bakkerne ved Mommark og Fynshav. Efterhånden som turen skred frem kørte de 3 ryttere på 3 forskellige niveauer. Da søndagens træning blev aflyst er “vinderen” af træningslejren Karsten Andersen som havde langt de bedste ben da Hørup Centralskole blev nået for sidste gang.
Drengerytterne fik også gennemført lørdagens træning, hvor de blandt andet kørte 35 km. lørdag formiddag.