Af: Jørgen Jonstrup (SCK-Cykling 2/2003).
Det er muligvis fordi jeg er forholdsvis ny i klubben, men jeg synes der findes så mang spændende mennesker som jeg og sandsynligvis andre heller ikke kender nok til. Jeg vil derfor i dette og kommende udgaver af klubbladet ”gå lidt tættere” på et medlem af gangen.
Det første offer er Erling Kristensen, som jeg stødte på første gang ganske kort efter jeg flyttede til byen. Jeg var på det tidspunkt ikke klar over at Erling er klubbens ”største rytter” gennem tiderne, men kendte ham som den meget venlige og talende nydelige modne mand som jeg hilste på nogle gange til bodybike i motionscenteret. Men da jeg så sidste år næsten var nødt til at ”køre ham på fortovet” i Als Rundt for at komme ind før ham, kunne jeg jo godt regne ud at han måske havde kørt lidt før. Og da jeg så spurgte mig for, viste det sig at Erling fx var 1. reserve til landsholdet til OL i Rom 1960.
Jeg synes derfor det var naturligt at præsentere Erling som den første i denne ”serie”, og vi mødtes derfor en formiddag og brugte et par timers samtale og Erlings historie og mange andre ting.
Selvom Erling holder sig fantastisk godt er han nu 65 år gammel, og er for et par år siden gået på efterløn, efter et langt arbejdsliv som tømrer. Han er dog ikke helt færdig med denne branche endnu, idet han nogle uger om året stadig optræder som ”professionel” ud i dette fag. Erling er gift med Mary, og de har sammen to voksne børn, og 3 børnebørn, som Erling for øvrigt tidligere har fortalt mig han har løbet alpint skiløb sammen med. Tænk om man kunne være så aktiv når man selv når den alder!
Erling er født og levede de første år af sit liv på Herning-kanten, men flyttede med sine forældre til Sønderborg i 1945, og stiftede først bekendtskab med cyklingen som 17 årig. Her havde en kærestes forældre som nogen af de første fjernsyn, og her blev Erling inspireret af seksdagesløbene, der blev vist på TV. Han havde tidligere dyrket både håndbold og fodbold, men efter egne ord drevet sine trænere til vanvid, for han var godt nok meget hurtig, men fandt aldrig rigtig ud af hvad han skulle med bolden når han nærmede sig mål.
Så cykling blev Erling ”bidt af”, men som alle andre steder på dette tidspunkt var pengene små, og en cykel var ikke bare noget man havde penge til at skaffe. Imidlertid havde en kommis en gammel Raleigh med Simplex gear (4-krans) stående i et hønsehus. Så da hønsene blev fjernet, så cyklen kunne komme frem blev vidunderet handlet for 35 kr. Det var et stort beløb når man tjente 7.- om ugen og de 5.- blev betalt for at bo hjemme. På det tidspunkt var Erling startet i lære som tømrer. Men en udbetaling blev lagt, og Erling afdragede så på cyklen hver måned indtil kommis pludselig forsvandt. Regnskabet blev dog gjort op, idet Erling fandt frem til manden 47 år senere, hvor han fik sine sidste 15 kr., plus lidt renter (Man betaler hver sit).
Nu havde Erling så en racercykel, men ingen at måle sig med, så derfor kørte han omkap med en kammerat på knallert. Men ungdommen var sej dengang, ingen motorpace her, hvis man skulle cykle måtte det være foran knallerten hele vejen. Erling blev dog hurtigt opdaget af Sønderborg Cykle Klubs fantastiske formand igennem mange år ”bageren”. Ham og hans far ”ejede” klubben allerede dengang, og han fik Erling ud at køre sit første cykelløb. Da startede man i D-klassen, og i den plus C-klassen blev der kun kørt enkeltstart. Sø første løb var 30 km. enkeltstart, hvor det blev til en flot 3. plads. Dog først efter at have tabt sin cykelpumpe, samlet den op, og fået en ”balle” af bageren for at bruge tid på det.
Erling fik dog meget hurtigt fat i den ”rigtige ende” af det med cykelløb, og rykkede allerede op i B-klassen første år, og videre til A-klassen 2. år. Træningen stod bageren for. Ham og hans far kørte foran i en Fiat 500, og første interval var som regel op ad bakken fra Vemmingbund., og den skulle køres så det flimrede for øjnene. Når bageren skulle tjekke om rytteren trak og skubbede med pedalerne som de skulle, gemte han sig fra tid til anden i en hæk, og kom så ud og galede af ”knægtende”, hvis de ikke gjorde som de skulle.
Erling fremhæver for øvrigt bageren som et fantastisk generøst menneske, hvor ikke kun brød blev delt rundhåndet ud, men man også kunne få den nødvendige kredit til køb af nødvendige cykeldele, for pengene var stadig små, hvilket betød at de stort set cyklede til alle cykelløb, overnattede på vandrerhjem, og kun spiste rugbrød med hjemmelavet rabarbermarmelade.
Erling er ingen pralhals, det er ganske bestemt. Så efter lang tids ”trækken og sliden” fik jeg ham til at indrømme at det gik meget godt i A-klassen allerede fra start. Han kørte kun totalt i denne klasse 2½ år pga. militærtjeneste og senere sygdom. Men på denne korte tid vandt han omkring 14 løb i B- og A-klassen, var aldrig udenfor præmierækken og kom allerede første år i A-klassen ind ”omkring” landsholdet. Dengang hed ”uk-chefen” på jyllandssiden Frede Bisbjerg og Louis Poulsen. Det var to korpulente herrer, der holdt øje med rytterne fra en landevejskro under løbene. Og havde man gjort det godt, blev man kaldt op til ”audiens” under den efterfølgende middag. Men med en god første sæson fik Erling tilsendt sin første rød/hvide trøje, dog brugt, men alligevel. Det var i de år hvor ryttere som Mogens Frey, Ole Pingel, Knud Enemark og lidt senere Ole Ritter huserede på landevejene. Og sammen med Mogens Frey var Erling ved at skabe et fantastisk resultat ved DM i Randers i 1959. Men da det kneb med at tælle omgangene, blev de hentet på den sidste af disse. De troede de var færdige, men formåede dog at sidde med de bagfrakommende og Erling blev en flot nr. 9.
Denne bedrift afstedkom en invitation til udtagelsesløbet i Horsens, hvor holdet til landevejsløbet til OL i Rom 1960 skulle sættes. Og med en flot 3. plads blev Erling 1. reserve til holdet. Desværre ramte en dansk tragedie dansk cykelsport under OL, idet Knud Enemark døde under 4 x 100 km løbet. Erling gik glip af denne store oplevelse, men var på mange andre ture med landshold og andre udvalgte hold. Man kan i ”bakspejlet” godt se han levede et alt for hårdt liv. Arbejdstiden var på det tidspunkt 48 timer om ugen, og når man så trænede alle andre dage, hvor der ikke var løb, og måske ikke fik den allerbedste kost i forhold til eliteidræt, skulle kroppen sige stop på et tidspunkt. Dette skete efter en tur til Østtyskland, hvor Erlings mave ikke ville være med mere. Så på trods af en sejr i Esbjerg kort efter, blev det ikke til noget med en tur til etapeløb i England. Senere stoppede en læge cykelsporten helt, idet han ganske rigtigt gav det skylden for Erlings helbredsmæssige problemer.
Nej hvor ærgerligt udbrød jeg da jeg hørte dette. Nej egentlig ikke svarede Erling. Han havde i lang tid levet en ”kummerlig” tilværelse. Ikke så meget på grund af al den træning, men fordi han var meget alene. Han var den eneste A-rytter fra denne del af landet, og samtidig med at han blev rask igen, kom der andre ting ind i livet.
Og som i så mange andre ting i livet blev det også et tilfælde, der fik Erling ind i sejlsporten, som han brugte al sin fritid på i mange år. En kollega og Erling begyndte at bygge hver sin optimistjolle, og da den var færdig skulle den så bruges til et eller andet. Det blev så Erlings datter Pia som startede med at sejle. Senere startede hans søn Jan også. Jan havde godt nok et noget bedre tag på fodbold end sin far, men da det passede så dårligt med fodbolden når nu Pia sejlede måtte drengen jo lokkes ind i sejlsporten. Det var nu nok meget godt, idet Jan fx vandt alle sejladser i optimistjollen, som han startede i, i 3 år. Begge børn har dog fået mange flotte placeringer, og har begge deltaget i NM, Pia sågar i VM.
Erling havde dog bibeholdt sit medlemskab af cykelklubben i alle år, og da ”børnene” nu var voksne, og nye ledere var kørt i ”stilling” i sejlklubben stoppede Erling efter 13 år som leder. Men heldigvis for cykelklubben, skulle der jo noget andet til at fylde fritiden med. Så i en alder af godt og vel 50 startede Erling igen. Dog ikke så seriøst som tidligere. Når man taler med Erling om sporten mærker man tydeligt, der brænder en vældig lyst til at køre voldsomt på, men der er vist noget med, at han har lover Mary, det ikke tog overhånd. Så i dag træner han når vejret er godt, helst ikke mere end 60 km af gangen. Men det er jo svært at holde en gammel væddeløber fra vejen, så et enkelt licensløb bliver det også til nu og da. Erling var for øvrigt så uheldig at styrte sidste år i ESS Energi-løbet, så han ikke kom med på turen ”coast to coast”, men en ny tilmelding er sendt, så i år skal det være.
Så i en alder af 65 kører Erling stadig cykelløb, arbejder lidt med sit gamle fag, står på ski med børn og børnebørn og passer ellers huset og campingvognen på Kegnæs, og når man har ham over for sig , forundres man over den friskhed og iver der præger alle Erlings gøremål. Det er selvfølgelig tidligt jeg tænker over mit eget otium, men tænk om man kunne have sådan en energi til den tid.
Samtalen med Erling er nået til vejs ende, men inden vi slutter når han dog lige at få fortalt at han planlægger lidt formiddagscykling i næste sæson for de ”lidt ældre”, der har lyst og tid.