2018

Referat af generalforsamlingen 2018 for Sønderborg Cykle Klub

Afholdt onsdag den 28. februar 2018 kl. 19:00 i Broager Sparekasse Skansen, Sønderborg

1. Valg af dirigent

Patrick Wildenradt blev valgt som både dirigent og referent og kunne takke for valget og samtidigt konstatere, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt (jf. foreningens vedtægter) via Facebook og hjemmesiden d. 25. januar 2018.

2. Formandens beretning

Pointhøsten i 2017 blev på 632 point. Dette tal er så lidt svært direkte at sammenligne med de tidligere år, idet pointskalaen er ændret fra og med 2017. Men rytterne i Sønderborg Cykle Klub indhentede blandt andet 5 sejre (2 stk til Thomas Jepsen, 1 stk til Tom Bøttger Frømling, 1 stk til Lars-Bo Marcussen og 1 stk. til Adelle Stead). Gennem sæsonen var der 4 oprykninger (2 stk til Thomas Jepsen, 1. stk. til Tom Bøttger Frømling og 1. stk. til Adelle Stead).

Det er så ikke alle disse resultater som er kommet offentligheden til kende idet rytterne hen over sæsonen blev dårligere og dårligere til at melde resultater ind til den presseansvarlige. Husk at resultater er en af de få muligheder vi som klub har mulighed for at gøre opmærksom på klubbens tilstedeværelse overfor lokalbefolkningen og sponsorer.

Telebilling og de senere år Hansen Technologies valgte med udgang af 2017 at stoppe med at sponsere Sønderborg Cykle Klub efter omkring 20 år. Bestyrelsen og sikkert også bestyrelserne gennem de sidste 20 år vil gerne rette en stor tak til Telebilling/Hansen Technologies for den store støtte og til tider generøse støtte. Kreditbanken og Fitness Syd har igen valgt at tegne et nyt sponsorat over de kommende 3 år (2018, 2019 og 2020). Mange tak for dette.

Efter 2017-sæsonen valgte drenge/pige-træner Jørn Nielsen at stoppe som træner. Bestyrelsen vil gerne takke for de utallige timer Jørn Nielsen har brugt på at træne de unge mennesker. Med indgangen til år 2018 har Thomas Lyneborg sagt ja til at overtage jobbet og har allerede været på et mindre trænerkursus.

I 2017 har bestyrelsen arbejdet på at lægge aktiviteter væk fra klubhuset, således at det den dag dette afhændes ikke får den store indvirkning på klubbens virke. Dette har resulteret i at fællestræningen i 2017 blev flyttet fra klubhuset som udgangspunkt til Fri Bike Shop på Alsgade. Dette er så også med til at skabe større synlighed for klubben. Derudover har bestyrelsen aftalt med Fri Bike Shop at Fri Bike Shop i 2018 overtage administrationen af lånecyklerne. Så fremover skal et medlem der vil låne en cykel møde op hos Fri Bike Shop sammen med et af bestyrelsen udpeget godkendt medlem for at få udleveret en cykel. Efter endt lånetid vil Fri Bike Shop tjekke cyklen og udbedre evt. skader/slidtage som betales af låneren. Denne løsning er valgt ud fra blandt andet at gøre det lettere at være leder i Sønderborg Cykle Klub.

Sønderborg Cykle Klub havde i 2017 planlagt en række arrangementer. Hen mod slutningen af året var tilslutningen til disse meget ringe hvilket resulterede i at 2 ryttere mødte op til handicap-arrangementet og at champagneløbet måtte aflyses. Hvis der ikke er tilslutning til arrangementerne i 2018, må bestyrelsen se på alternativer efter sæsonen om hvad der skal ske fremover med disse traditionsrige arrangementer. Hen over vinteren 17/18 har rytterne deltaget i en række træningssamlinger i Vejen hvor der er blevet trænet, styrket sammenholdet mellem de syd- og sønderjyske klubber afsluttende med en tur i spa-bad. I 2018 har bestyrelsen valgt at skære helt ind til benet med arrangementer blandt andet efter ønske på sidste års generalforsamling. Midt i 2017 fik bestyrelsen en forespørgsels om at arrangere B&U-DM. Dette blev fravalgt ud fra at medlemmerne ved sidste generalforsamling ikke ønskede større eller mange arrangementer samt at Sønderborg Cykle Klub ikke har B&U-licensryttere nok til at klubben egentlig vil får det store ud af at afvikle et så stort arrangement.

Landevejsløbet blev afviklet helt efter planen i juni i Kirke Hørup. I 2018 vil Sønderborg Cykle Klub have afslutningsløbet den 30. september. Dette vil nok resultere i flere deltagere end de tidligere år. Så et større arrangement uden at det reelt giver mere arbejde for hjælperne.

Mål for 2018:

– Der skal arbejdes yderligere med klubbens fremtidige strategi med hjælp fra dele af bestyrelsen samt klubbens trænere.

– Afvikling af klubhus.

– Finde en erstatningssponsor for Hansen Technologies.

– Få flere børneryttere til at køre licensløb (rekruttering af børn og unge).

Slutteligt kan det så oplyses at hvis Tour de France kommer til Sønderborg bliver det formentlig i 2021. Derudover vil Sønderborg Cykle Klub vil også gerne takke alle vores sponsorer og samarbejdspartnere og klubben ser frem til en spændende 2018 sæson.

Jesper Schack bad Jens Lausten Hansen om at fortælle om det nyeste, der var sket i klubben. Jens svarede hertil, at klubhuset tilbage i slutningen af 2017 blev solgt til Sønderborg Kommune for kr. 120.000, og at klubhuset i den forbindelse skal tømmes og al inventar flyttes til et nyt lager i Broager. Jesper tilføjede herefter, at klubbens to afdragsfrie lån var blevet indfriet i forbindelse med salget. Han fortalte desuden, at klubhuset tømmes d. 9. marts kl. 15, hvor alle er meget velkomne til at komme og give en hånd med tømningen og flytningen til Broager. Tonni Johannsen slog fast, at alt udstyr til cykelløb køres til de nye lagerfaciliteter, mens ting uden værdi køres til genbrug.

Herefter gik hjælperplanen for 2018 på tur i lokalet på opfordring fra formanden, der samtidigt kunne fortælle, at der fortsat mangles hjælpere til flere af årets aktiviteter.

Thomas Jepsen foreslog, at man ikke flytter klubbens cykelstativer til lageret i Broager, men i stedet lader dem ligge ude hos rytterne, og at man samtidigt opretter et opslag på den lukkede Facebook-gruppe, hvor der skrives en kommentar, hver gang et stativ flytter fra en rytter til en anden, således at alle rytterne hurtigt kan finde ud af, hvor stativerne befinder sig. Der var enighed blandt forsamlingen om denne fremgangsmåde.

Formanden forklarede kort klubbens sponsorsituation, hvor det kunne berettes, at Hansen Technologies er stoppet som sponsor af klubben, mens Fri Bikeshop Sønderborg er kommet til for årene 2019-2020. Tøj købt i 2018 vil allerede bære de nye sponsorer, og tøj købt i 2018 vil derfor kunne bruges i de kommende sæsoner. Jesper Schack opfordrede i samme ombæring til at købe cykeludstyr hos Fri Bikeshop eller til i det mindste ikke at opfordre til køb andre steder fra.

Formandens beretning blev herefter godkendt af forsamlingen.

3. Beretning fra eventuelle udvalg

Der var ingen udvalg og derfor heller ingen beretning.

4. Kasserers fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse

Regnskabet for 2017 blev udleveret og gennemgået af kasserer Kis Hansen. Det væsentligste i det forgangne år var, at der havde været ekstra indtægter fra kommunen i forbindelse med et salg relateret til Spejdernes Lejr i Sønderborg, og at der var blevet solgt ud i lageret af klubtøj. Derudover havde årets åbne landevejsløb været lidt dyrere end

normalt grundet mindre salg fra salgsboden, hvilket igen relaterede sig til det lavere deltagerantal grundet færre klasser til start. Resultatet for året endte med et overskud.

Kassereren konkluderede, at klubben fortsat har en sund økonomi med en solid kassebeholdning.

Regnskabet blev herefter vedtaget uden kommentarer.

5. Behandling af indkommende forslag

Der var ikke indkommet forslag til behandling.

6. Fastsættelse af kontingent og betalingsform

Bestyrelsen indstillede til forsamlingen, at alle kontingenter på nær kontingentet for passivt medlemskab med adgang til SCK-tilbud forbliver uændret. Kontingentet for passivt medlemskab blev foreslået hævet fra kr. 300 til kr. 400. Betalingsform blev ligeledes foreslået uændret.

Forsamlingen vedtog bestyrelsens indstilling, og kontingentsatserne for 2018 er derfor:

· Aktive fra 17 år (fra junior): 675,00 kr. (pris efter 1. august 450 kr.)

· Aktive indtil 17 år: 350,00 kr. (pris efter 1. august 275 kr.)

· Passiv: 150,00 kr.

· Passiv ægtefælle: 220,00 kr.

· Passive med adgang til SCK-tilbud (klubtøj, rabat, fitness m.m.) (dog ikke aktive ryttere, som deltager i træningen): 400 kr.

Betaling sker til klubbens bankkonto.

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter

Der var tre bestyrelsesmedlemmer på valg, alle for en ny toårig periode:

Formand Jens Lausten Hansen

Rasmus Kolmos Schmidt

Brian Dahl Lausen

Alle var villige til at modtage genvalg.

Jens Lausten Hansen gjorde opmærksom på muligheden for at få en ny formand for at skabe en ny udvikling i klubben. Der var dog ikke nogen i den fremmødte forsamling, som ønskede at stille op til hverken formandsposten eller menige bestyrelsesposter. De tre ovenfor nævnte bestyrelsesmedlemmer blev herefter enstemmigt genvalgt for en ny toårig periode.

Jens Lausten Hansen opfordrede herefter forsamlingen til at tænke over, hvad der skal gøres fremover, ligesom han opfordrede til at tænke over, om nogen på sigt kunne tænke sig at blive formand for klubben. Thomas Jepsen opfordrede til direkte henvendelse til personer, der har noget at byde ind med.

Der skulle herefter vælges suppleanter til bestyrelsen for en etårig periode. Kun én person, valgte at stille op:

Morten Malmqvist

Morten Malmqvist blev enstemmigt valgt til en etårig periode, og bestyrelsen accepterede at undvære suppleant nummer to.

8. Valg af rytterrepræsentant

Der skulle vælges en rytterrepræsentant for en etårig periode. Kun den siddende rytterrepræsentant, Thomas Jepsen, valgte at stille op. Han blev herefter genvalgt for en ny etårig periode.

9. Valg af 2 revisorer og 1 suppleant

Der skulle vælges to revisorer for en etårig periode. Karsten Andersen var villig til genvalg, og Tom Bøttger Frømling ønskede at stille op. De blev begge enstemmigt valgt.

10. Valg af evt. udvalg

Der var ingen udvalg.

11. Eventuelt

Jesper Schack fortalte om årets tilskud til træningslejr. Klubben afholder i 2018 ikke selv en træningslejr, men deltager i stedet ved og bakker op om de fælles træningslejre i Horsens og Vejen for henholdsvis børne-/ungdomsryttere samt seniorryttere. Deltagelsen i disse betales af klubben, ligesom klubben også betaler for kørslen dertil. Tom Bøttger Frømling lægger som træner den endelige tilmelding til hele træningslejren i Vejen op i den lukkede Facebook-gruppe.

Thomas Jepsen spurgte til antallet af licensryttere og til klippekortsordningen for nye ryttere. Formanden kunne ikke redegøre for antallet af licensryttere, da ikke alle licensryttere for 2018 har tegnet licens endnu. Klippekortsordningen eksisterer fortsat for tre løb, men fremover vil der gennem sæsonen være tre fokusløb, som børne-/ungdomstræneren udvælger. Til disse vil klubben arrangere transport, betale startpenge og assistere med diverse praktiske ting.

Da der ikke var flere punkter til eventuelt, kunne dirigent Patrick Wildenradt takke forsamlingen for god ro og orden for til sidst at afslutte generalforsamlingen.

Referent: Patrick Wildenradt