Vi er nu nået frem til 1940, hvor der igen var interesse for at få oprettet en cykleklub. På initiativ af cykelhandler A. Andersen og bybud Arnold Jensen blev Sønderborg Cykle Klub stiftet den 17. juni 1940. Dette foregik på et møde hos Café Meier, Rådhustorvet. Det blev dermed den tredje cykleklub, der så dagens lys i Sønderborg. De to foregående klubber eksisterede ikke mere på det tidspunkt. Den sidste klub, SCK, var således et ”krigsbarn”, der blev holdt over dåben. Lige fra starten var der god tilslutning af aktive ryttere.
Klubbens første bestyrelse bestod af:
Formand: A. Andersen
Næstformand: J. C. N. List
Kasserer: Aage Petersen
Sekretær: Hans Heinrich Becker
Bestyrelsesmedlem: Arnold Jensen.
Der blev vedtaget et sæt love med 17 paragraffer, og af paragraf 4 fremgår det at: Medlemmer kan optages fra 15 års alderen.
I paragraf 5 står:
Aktive medlemmer optages imod et indskud af 1.00 krone og et kontingent af 50 øre pr. måned. Passive medlemmer betaler intet indskud men 1.00 krone pr. kvartal. Medlemmer med over én måneds restance, kan ikke deltage i klubbens løb og festligheder, og medlemmer med over 2 måneders restance slettes.
I paragraf 14 står følgende:
Det henstilles til rytterne og aktive deltagere, før og i træningstiden ikke at ryge tobak og samme forbydes på bestemteste, enhver rytter eller aktiv deltager i løb, træning eller sammenkomster af sportslig karakter.
I det første år som klub, arrangerede SCK to cykelløb, nemlig KORNMODSLØBET og SKOVBYLØBET.
Kornmodsløbet der indgik i Kornmodsfesten mange arrangementer, blev en årrække afholdt i Sønderborg. Første gang den 1. september 1940.
Kornmodsløbet gik over en distance på 40 km., medens Skovbyløbet blev kørt med 3 omgange på strækningen: Sønderborg – Skovby – Tandslet – Sønderborg eller i alt 102 km.
Blandt de aktive ryttere dengang kan bl.a. nævnes: Hans H. Becker, Chr. Esbensen, Peter Moldt, Hans Berg, Erik Simonsen, Frode Albrechtsen, Jørgen Polonius Jensen, Viggo Christiansen, Tage Schrøder, Svend J. Valbjørn, Hans Becker, Jørgen Rudolf Hansen samt Morten Paulsen også kaldet ”Smeden fra Kegnæs”. Sidstnævnte var flere år senere medstifter af Aabenraa Cykle Klub.
I 1941 blev Sønderborg Cykle Klub optaget i Jysk Landevejsdistrikt og i Samvirkende Idrætsforeninger i Sønderborg. Samme år arrangerede SCK 4 landevejsløb og var med til et i Haderslev. Herudover udvistes en energisk træningsindsats, hvor man kørte landevejene ”tynde” både på Als og Sundeved, også en rundstrækning på 800 meter, beliggende bag stadion, blev flittigt benyttet. Den var omgrænset af Parkgade, Sundquistgade, Ringgade og Ringridervej. De mange træningsløb, der kørtes her, blev med interesse fulgt af mange af byens borgere, der gik aftentur i området. Ruten var i allerhøjeste grad publikumsvenlig, idet man her kunne følge rytterne hele vejen rundt, eftersom der dengang kun var opført ganske få huse på omtalte rundstrækning.
Da SCK i juni 1941 kunne fejre 1 års fødselsdag, skænkede formand A. Andersen klubben en champagnekøler, den fik navnet ”Rønhavepokalen”. Det fremgik af proportionerne, at ryttere der deltog, fik forspring efter kvalifikationer, beregnet ud fra 10 registrerede træningstider. For at denne ”Handicappokal” kunne blive en rytters ejendom, skulle den vindes tre gange i træk eller fire gange i alt (ingen kunne dengang forudsige eller blot drømme om, at den først ville blive ejendom i 1981). Første aktie tilfaldt Morten Paulsen i 1942, hvorimod SCK’s første klubmesterskab blev vundet af Hans H. Becker samme år.
I året 1942 afholdt klubben 6 løb, her iberegnet SCK’s første åbne løb. Det blev afviklet med en ret begrænset deltagelse, idet rejseforholdne under krigen var problematiske og besværlige. I årets pokalhandicap gik sejren til Svend J. Valbjørn, mens Jørgen Rudolf Hansen tog sig af klubmesterskabet.
De følgende år viste en nedadgående tendens. På grund af krigen blev der stadig større mangel på cykler, reservedele, dæk og slanger m.m. Dette var afgjort medvirkende til, at også medlemstilgangen var aftagende. Det åbne løb blev dog afviklet den 23. maj 1943. I året 1943 var bunden faktisk nået, idet et fastsat åbent løb i sidste øjeblik måtte aflyses. Årsag hertil: Svigtende tilmelding udefra! Det var ganske givet de dårlige rejseforbindelser, der var årsag til dette. Et dilemma slap klubben dog ikke for. Et 16 siders program var færdig til at gå i trykken, kun deltagernes navne manglede. Bestyrelsen blev så enige om, at lade programmet trykke færdigt, for derefter at gemme det til en senere lejlighed. Tilbage var så stadig den økonomiske side af sagen. Alle annoncører i programmet blev aflagt et besøg og afgivet en forklaring på vor uheldige situation. Alle på nær én havde forståelse for vort problem og betalte annonceprisen.
Først efter krigens afslutning, nærmere betegnet Søndag den 16. september 1945, blev de hengemte programmer taget i brug. Dette skete i forbindelse med et åbent løbsarrangement kaldet: ”ALS RUNDT”. Tilslutningen var meget lille. Der var desværre ikke altid lige nemt at komme rundt til de forskellige cykelløb. En overgang var DSB-toget sparet væk 3 dage om ugen. Så der blev kun togafgange: Tirsdag, Torsdag Samt lørdag og søndag, så det siger sig selv, at rytterne havde sparsomme afgangstider at tage hensyn til. Tit og ofte cyklede rytterne ud til løb, hvilket kunne lade sig gøre, eftersom løbene blev startet omkring middagstid. Nogle gange måtte man tage en overnatning med i købet, da det på den tid var kostume, at der efter løbet var enten spisning eller kaffebord.
En rigtig Thyge Brahes Dag! (e baghe)
Ved et løb i Fredericia, benyttede jeg DSB som rejsemiddel og vel ankommet dertil, tog jeg en taxa det sidste stykke ud til omklædning og startstedet ved Hannerup Badehotel.
Det var en varm solskinsdag med en kraftig blæst. Ruten var 75 km. Og blev gennemført med enkeltstart og 2 min. Mellemrum. Jeg startede som næstsidste rytter, hvilket jo måtte regnes for en god startplads. Jeg blev dog ret hurtigt indhentet af ”Ankermanden”, og gik straks med på hjul (til orientering var det på den tid, ikke noget som hed 30 meters afstand. En regel som DCU indførte senere, efter forslag af undertegnede gennem SCK og Jysk Distrikt i 1960. Reglen er stadig gældende men nedsat til 25 meter). Jeg blev hurtigt overladt til mig selv, og måtte efterhånden konstatere, at det ikke var min dag. Jeg forsøgte at bilde mig ind, at med den kørsel, jeg normalt kunne fremvise, måtte der på et eller andet tidspunkt dukke en foran startende rytter op. Endelig var der nogen, men de stod ved en isbod, og svælgede is og sodavand ned. Jeg fortsatte min solokørsel, og blev ved et kig på mit armbåndsur klar over, at der også ville blive et problem med at
nå rettidigt ind på banegården. Nye ryttere blev indhentet men kun for at konstatere, at de var holdt op for den dag. Nogen genvej turde jeg slet ikke begive mig ind på, for ikke at gøre ondt værre. Jeg måtte midt i alt dette ind på en bondegård for at få vand på flaskerne. Jeg fortsatte min ensomme kørsel, alt imens jeg sad og funderede over tingene. Hvorfor var der ingen glid i raceren? Var det blæsten eller varmen?, én ting var jeg dog enig med mig selv om, cyklen den blev solgt den dag i morgen! Først da 3 personer, også på cykel, der ikke havde noget med løbet at gøre, spurtede forbi mig med en bemærkning om, hvor let det var at ordne sådan en fyr som mig, eksploderede jeg med et knald, og kørte nu som om en vis herre var efter mig. Endelig var målet i sigte og på vej ned af opløbsstrækningen, var der tilråb som: Bravo, godt kørt, der er præmie til dig og meget andet, som jeg opfattede som ironiske bemærkninger. Med togafgangen i tankerne fik jeg bestilt en taxa, og ved at foretage en hurtig omklædning blev togtiden overholdt. Min racercykel fik jeg taxachaufføren til at indlevere som rejsegods. Knap var jeg ved at falde til ro i kupéen da der pludselig lød høje råb fra perronen, hvor en mand råbte efter cykelrytteren fra Sønderborg, mens han viftede med en lap papir. Han løb langs togstammen, og det viste sig at være taxachaufføren, der ved indleveringen af raceren havde fået en kvittering, der jo igen skulle forevises ved udleveringen i Sønderborg. En for mig uheldig dag, var til ende.
Sidst på ugen kom der besked fra formanden om, at han havde fået tilsendt en præmie fra klubben, der havde løb i søndags, og som jeg skulle have for min indsats som nr. 8 i præmierækken. Det viste sig, at af de ca. 30 startende ryttere var jeg den sidste fuldførende, og med en tid der var ca. 35 min. dårligere end vinderen. Jeg tænkte på de forskellige tilråb fra dem på opløbsstrækningen, som dog sikkert ikke var så ironisk ment, som jeg troede. Ved nærmere eftertanke blev jeg enig med mig selv om, at med den placering og trods den dårlige tid jeg havde kørt på, alligevel ville forsøge at fortsætte, set ud fra det synspunkt: Det kunne kun blive bedre!