Trods der nu skulle være bedre tider, tager det sin tid med at få nye cykler og reservedele frem, og især er der store problemer med racerringene. Den nødvendige lagringstid kan ikke overholdes, og det gør ringene meget sårbare, alene oppumpning skulle helst foregå i flere tempi. SCK’s rytterantal var det mindst mulige og omfattede efterhånden kun Jørgen Rudolf Hansen, der dog troligt fortsatte med at trampe derud af. Medens rytterantallet nåede helt i bund, var antallet af passive medlemmer heller ikke det bedste. En generalforsamling blev aflyst efter 30 minutters udsættelse, der var kun mødt tre bestyrelsesmedlemmer opplus et enkelt medlem mere. I begyndelsen blev der i cykleklubben afholdt halvårlige generalforsamlinger, medens det i den nyere tid blev ændret til årlige. Det lysnede langsom forude, rejseforholdene blev bedre og togene kørte snart igen alle ugens dage.
I 1946 nedlagde formanden A. Andersen sit hverv som formand for SCK, det skete på generalforsamlingen den 27. september 1946. Som ny formand valgtes bagermester Jørgen Hansen. Hans interesse for cyklesporten var kommet gennem sønnens aktive deltagelse i denne sportsgren, og ville nu forsøge at få cykleklubben ud af dødvandet.
Formanden kontaktede så dagbladet ”Sønderjyden” og fik en aftale om et årligt ungdomscykelløb, hvortil Sønderjyden udsatte en vandrepokal til ungdomløbets hurtigste rytter uanset alder, idet der blev kørt i aldersklasser, nemlig A:18-21 år, B:16-18 år og endelig i C:14-16 år. Disse løb havde en god tilslutning af unge cykletalenter, ligesom det årlige ”ALS RUNDT” (åbent løb) fik stadig større tilslutning. Efter nogle års vedholdende arbejde med at få klubben gjort levedygtig, trods det, at der også var en del udskiftning af bestyrelsesmedlemmer, var det som om der ved indgangen til 1949 skete en vending, og heldigvis i positiv retning. Fra hotelejer Helge Nielsen, Centralhotellet, modtog SCK 4 styk træningsruller med tilhørende omgangstæller og forbindingskabler. Rullerne kom frem i dagens lys efter en oprydning i et lagerrum. Disse ruller var blevet anvendt i forbindelse med underholdning i varietéen Landsbyen, der tilhørte Helge Nielsen. Samme Helge Nielsen havde ved tidligere lejligheder vist cykleklubben sin opmærksomhed. I mange år stod han som nr. 1 på vores medlemsliste. Efter at rullerne havde gennemgået et tiltrængt eftersyn, har de op gennem årene været rytterne til stor nytte under vintertræningen (de er skam i brug den dag i dag (1990)).
Vintertræningen der for 1949’s vedkommende påbegyndtes den 3. januar, 3-4 gange om ugen. Formanden bagermester Jørgen Hansen, stillede velvilligt loftet over bageriet til rådighed. Som en lille morsomhed vil vi ikke undlade at fortælle, at når alle rullerne blev benyttet på én gang gik det ofte op i spektakel, der kunne lyde, som om luften var fuld af jetjagere, hvilket så afstedkom, at personer der gik på gaden standsede op, lyttede, og kiggede op i den kulsorte himmel, rystede på hovedet og gik sikkert temmelig forundret videre.
SCK indledte sæsonen 1949 med at sende Jørgen Rudolf Hansen (B) og Hans Chr. Thuesen (JUN) til start i Odense, den 17. april i Stadionløbet, der arrangeredes af FCR. For Hans Chr. Thuesen’s vedkommende var der her tale om debut, idet han endnu ikke havde haft lejlighed til at deltage i nogen form for cykelløb. Efter at han havde orienteret sig og luret på, hvem der skulle køre i juniorklassen, mente han, at opgaven var overkommelig. De små størrelser så han ingen fare i at kunne besejre. Det skal dertil siges, at Hans Chr. Thuesen var en stor og kraftig gut, der også dyrkede boksning om vinteren, og i denne sportsgren var jysk juniormester i sværvægt. Efter han ved løbet her placerede sig som nr. 11, blev han klar over, at det ikke var størrelsen det kom an på, når det gjaldt om at kunne træde i pedalerne. Og trådt i pedalerne blev der, eftersom Jørgen Rudolf Hansen, Hans Chr. Thuesen, Werner Matzen og Carl Einer Andersen uge efter uge fra april til oktober deltog i næsten alle jyske og fynske løb, og resulterede i mange fine placeringer. Ved de Jyske Mesterskaber i Vejle, fik SCK sin første Jyske Mester i klasse D, nemlig Hans Chr. Thuesen, der i overlegen stil afviste alle konkurrenter. Han startede som nr. 11 og kørte så stærkt, at samtlige foran startende blev indhentet og passeret. I samme klasse blev Carl E. Andersen nr. 15. Der var 45 startende i klasse D.
Hans Chr. Thuesen stod til at mangle få point til oprykning i klasse C, så bestyrelsen viste ham tillid og anmeldte ham, til årets sidste åbne løb i Jylland, der skulle køres i Ålborg (på den tid kunne indkørte point ikke tages med over til næste sæson). Her skal lige indskydes, at Jørgen Rudolf Hansen i spøg lod Hans Chr. Thuesen vide, at vi i SCK godt ville have, at han fik startnummer 1, for at han der igennem kunne vise sin styrke. Desværre var det, der blev sagt i spøg, blevet alvor, han skulle ud fra spids. Hvad Hans Chr. Thuesen har tænkt eller sagt ved den lejlighed, har vi aldrig fået at vide, men et var sikkert, han svigtede ikke bestyrelsens tillid, kom, og sejrede endda i overlegent stil 1 minut og 20 sekunder hurtigere end nr. 2.
———————————————————————————————————————
Cykle til løb
Hvordan det kan gå ved at cykle til løb. Jørgen Rudolf Hansen har haft følgende oplevelse. Til et løb i Vejle tog jeg cyklen i det herligste solskinsvejr, hvor turen kunne nydes i fulde drag, men denne idyl blev brat sat en stopper for. Igennem den langstrakte landsby Viuf, følte jeg trang til at få haserne strakt og få lettet enden fra sadlen. Efter at have trampet en halv snes pedalomgange, stående op i pedalerne, gik det pludselig stærkt, for ved nedtrådet med højre ben brækkede pedalarmen, og jeg fik på den måde overbalance, og lå pladask på asfalten indviklet i cyklen. Efter at være kommet på ret køl igen viste det sig, at pedalarmen var knækket helt nede ved pedalen. Jeg fik en del skrammer, der vel nok ville heles igen, men det aktuelle her og nu var, hvordan gik det videre herfra. Heldigvis var der en smed i byen, og ham opsøgte jeg. Efter at have set skaden ville han forsøge at svejse den sammen igen, det var alt afhængig af metallets beskaffenhed. Garanti for holdbarhed ville han ikke give.
Med hensyn til mine læsioner henviste smeden mig til præstefruen, der boede længere omme i byen, og vist nok var uddannet til at yde førstehjælp. Hun fik renset sårene og smurt salve på, ligesom de værste læsioner blev pakket ind i gaze, og med ca. 2 timers forsinkelse kunne jeg så fortsætte den afbrudte tur til vandrerhjemmet i Vejle.
Næste formiddag fik vi så afviklet løbet, og med en præmie i rygsækken gik det mod Sønderborg godt træt, men så sandelig også en oplevelse rigere. Helt uden komplikationer gik det ikke, for midt i ugen gik der betændelse i eet af sårene, der gav sig udslag i en dunken og hamren. Et besøg hos min læge blev til grødomslag, der skulle få betændelsen ud af armen, hvis det ikke hjalp, ville lægen se på det igen, hvorefter han ville skære det ud, så jeg kunne blive klar til at deltage i Jyske Mesterskaber i Fredericia. Betændelsen kom ud, og jeg kørte mig til en medalje, godt nok ikke mellem de tre første men dengang var der en medalje til alle de ryttere, der kunne opnå at holde sig indenfor vinderens køretid + 10%. Den dag man kørte mesterskabet var der kun medalje til præmierækken.
Hvad ville nutidens cykelryttere mon sige til dette!