Af: Bent Gregersen (SCK-Nyt 6/1988).
Det er første søndag i december, i det herrens år 1957. Klokken er omkring 8.00 morgen, jeg ligger og slanger mig i min seng, udenfor suser den kolde vind forbi vinduet. Hvem gider at stå op på en dag som denne. Jeg lukker øjnene igen og nyder det. Tankerne begynder at kredse, havde du ikke en aftale her i formiddag sammen med de andre aktive ryttere fra klubben, .. åh-hva, de gider nok heller ikke i dette vejr. Tankerne er nu helt tilbage til vinteren 1955, hvor jeg meldte mig ind i Sorø Bicykle Club. Turen gik til København sammen med min far for at købe en rigtig racercykel. Pengene fra konfirmationen rakte ikke helt til cyklen, så der måtte desværre sælges nogle grammofonplader for at få de sidste skillinger. På denne måde lykkedes det at fremskaffe 650,00 kr. og en funklende ny Hartinger cykel i turkis farve var blevet min. Sadlen var en Brooks, bremsesæt Weinmann og kranksæt Stronglight, 8 gear og forskifter på sadelrøret, flaskeholder på styret….en lækker sag.
Min debut som aktiv junior-rytter blev i Køge, 30 kilometer enkeltstart, et minut mellem hver rytter, hvor vi var 100 deltagere i klassen. Husk 25 meter reglen – OK! Så bare derudaf, lang flad vej så langt øjet rakte, væmmeligt. Jeg plejede at træne i meget bakket tærræn……kør mand du skulle jo nødigt hentes. Men det sker lige før vendepunktet, en københavner kommer drønende så det skete alligevel. Jeg kigger tilbage, ingen at se……videre mand, de sidste 15 kilometer skal ingen overhale mig. Pludselig ser jeg én forud……fremad, han skal hentes. Husk nu hvordan de store (Hans E. Andresen og Eluf Dalgaard) kører…..så fik jeg ham sku, ham der startede et minut foran mig, en Lyngby-rytter……knus ham mand, udenom, men disse hovne Københavner-ryttere kender åbenbart ikke reglerne. Han lader sig godt nok falde tilbage, men kun til mit baghjul og der bliver han hængende, 200 meter før mål prøver han endda at gå forbi, men nej kammerat, sådan leger vi ikke. Ja ja det blev da til en 25. Plads, altså den bedste fjerdedel.
Men nu er vi altså i december 1957, en lang opslidende sæson i D-klassen ligger bagude, hver søndag 90 kilometer enkeltstart. Hver tirs-, ons- og torsdag 90-100 kilometer træning, mange gange alene. Det havde ikke været min sæson, så skal man have point til oprykning næste år, må der konditionstrænes hårdt i vinter. Jeg bliver måske alligevel tvunget til at stå op?….altså, en forfriskende gang morgenvask og så ind til det ventede morgenbord. Jeg har knap nok tygget af munden, så lyder er en infernalsk larm af en masse cykelklokker og hvad ser jeg. Udenfor holder 15 mand fra klubben. Så gik den ikke længere. På med knickers, knæstrømper, aviser ind på brystkassen, tophue og vanter….ud til gutterne. ”Hvor faen bliver du af mand, vi skal af sted, kom nu op på dyret, så vi kan komme videre” – Gud hvor er jeg stiv, de andre har allerede kørt 15 kilometer, men lidt efter lidt kommer varmen og pludselig kan jeg også tage føringer. Omkring Ringsted, ca. 30 kilometer hjemmefra kommer vinden skrådt ind fra øst, jeg går frem igen og tager føring. Nu skal de have for alle tilråbene. Jeg har fundet det rette tråd og bliver ved med at ligge i spidsen i et malende tempo. Efter et par kilometer på denne måde er de blevet møre og nu råbes der om at holde igen (bl.a. fra ”Max”, opkaldt efter 6-dagesrytteren Max Jørgensen. ”Max” kører nemlig på samme måde, som om han har 1½ ben). Så fik jeg min hævn. Resten af turen går mere fredsommeligt.
Vel hjemkommet og efter et forfriskende bad, tænker jeg på de kommende træningssøndage op mod jul. De skal nu nok også blive klaret og så er der jo den fordel at julemaden heller ikke falder så tungt.