Af: Bent Iversen jun (SCK-Nyt 3/1989).
Der var engang nogle små cykelryttere, der som tapre riddere drog ud fra deres borg. Bland disse modige hoveder befandt sig tre B-ryttere. Alle ”bevægede” de sig mod Hobro, denne skæbnesvangre by. De skulle kæmpe et slag. Et slag om ”ære”. Da rejsen var lang, tog de afsted dagen før, slaget skulle slås. Dog var der en fjerde B-rytter, der havde valgt at tilslutte sig de andre kort før ”sandhedens time”. Godt sov de, de uskyldige små og glade var de ved synet af deres dristige ven. I fællesskab havde alle riddere holdt humøret højt. I fællesskab havde de forsøgt, at fordrive angsten der lurede i deres svankende sinde.
Nuvel, tiden var inde, rustningerne skinnede i solen (Det var virkelig en herlig maj-morgen, og man så tydeligt at sommeren var på vej, hvilket den jo ofte er i Danerriget). Rytterne begyndte så småt på opvarmningen, som jo er en vigtig ting. De fik løsnet både mave og muskler. Starten nærmede sig, de første navne blev råbt ud over feltet, der stod tæt sammen. Dybt koncentreret hørte jeg skrighalsen råbe: ”Greve Ole Mikkelsen fra Høruphav”. Der fugte en dyb stilhed, og det undrede mig, at denne tapre adelsmand ikke svarede. Dette blev dog opklaret, og det siges, han var fordybet i en samtale om det forestående slag. Så smed den yndige prinsesse sit silketørklæde, og jernhestene drønede afsted.
Nu var det alvor, alle fire ryttere var kort efter starten blandt de første i feltet. Dette er meget vigtigt, for som i så mange andre eventyr, er der også i dette en ond magt, vinden. Oh, den så barmhjertighedsløse vind hærgede hårdt denne dag. Udgangstempoet var dog moderat, og man lagde ikke mærke til den onde told. Halvvejs på først omgang kom 6 fjendtlige ryttere afsted, et lille ”hul” havde de. Jeg befandt mig side om side med ”Greve Henning Christensen af Huholt”, ”næsten” roligt bad jeg ham om at flytte sig, og alene kørte jeg op til ”de seks”, så nu var ve Seven Up. Kort tid efter var vi otte. Der blev kørt stærkt i modvinden, hvor vi lå i gear 90 og havde ret hurtigt skift. Allerede halvvejs på anden omgang kunne jeg mærke trætheden melde sig. Mine følgesvende var åbenbart også mindre friske. Flere af dem havde valgt mindre gear og færre føringer. Denne stemning passede mig udmærket, hvorfor også jeg faldt ned i lavere gear, tempoet var gemytligt, men jeg blev alligevel skrækkelig træt. Jo, det var hæsligt varmt.
Det falder mig senere i øre, at vi på starten af 2. Omgang havde 1½ minut til feltet. Dog måtte jeg bedrøvet iagttage ca. 18 mand nærme sig, da vi gik ud på 3. omgang, lidt efter var vi 12 i front.
Jo, det er skam rigtig grusomt, mine tapre venner var alle blevet ofre for den lede vind og det svimlende tempo. Dermed var jeg den eneste af den tapre klan, der endnu kæmpede mig fremad. Jeg havde dog mine problemer i form af krampe og aldrig endende tørst. Ofte var elastikken lang og benene smertede, men jeg klarede den gang på gang.
Her vil jeg rette en tak til Sir Karl Andersen, der på starten af sidste omgang gav mig en hellig flaske vand. Få kilometer havde vi kørt, før den atter var tom. Oh, hvor kan man dog forestille sig de vidunderligste ting på sådan en tur. Der blev hele tiden rykket og kørt stærkt, og den ene efter den anden måtte se sig slået. Jeg forsøgte at se frisk ud, hvilket var meget svært. Tunge forbandelser udtænkte jeg mig over de endnu friske ryttere. Havde jeg haft en müesli tilovers, havde denne været egnet som kasteskyts. De tre jeg havde, da vi startede, lå nu sikkert i min mave.
Svedte gjorde jeg. På sidste omgang bad en mundrap rytter mig om at tage et håndklæde med næste gang. Lidt efter lidt blev tempoet øget kraftigt på en lille bakke, og manden forsvandt bagud. Måske for at hente et håndklæde, hvem ved? Krampen sad i begge ben, og jeg kæmpede hårdt for at holde ved. Et par kilometer senere kom vi ud for en herlig sidevind. Jeg måtte slippe og se en Leif- et eller andet –heim rykke forbi mig og op til feltet. Det gjorde mig gal, rigtig gal og med en næsten sidste kraftanstrengelse lykkedes det mig at lukke hullet. Den sidste bakke var i sigte, og med fryd i sind kunne jeg konstatere, at tempoet nu var til at klare. Efter bakken kom modvinden, hvor man kunne komme lidt til kræfter til den forestående spurt. Der var adskillelige ryk ind mod mål, men feltet på 11-12 mand forblev samlet. I spurten måtte jeg se 7 mand bagfra, mine kræfter var svundet. Igen var Sir Karl Andersen den venlige på pletten med en forfriskende og livsnødvendig sodavand.
Således vendte jeg hjem med en lille præmie, og hvis den ikke er brugt til ”cykeltransport”, ja hvem ved??? Så ligger den nok derhjemme sammen med æren.