Af: Jørn Nielsen (SCK-Nyt 2/1987).
Vejret i dag: Lokalt hård kuling omkring sydvest, ret udbredt skydække og hyppige regnbyger evt. med hagl. Dagtemperaturer mellem 2 og 4 grader.
Sådan lød vejrudsigten lørdag morgen d. 29. marts, men nu var man tilmeldt og så må man møde op. Ingen tøsedrenge her. Programmet for lørdag formiddag lød på en ca. 40 kilometer lang opvarmningstur. Op på cyklen, ud i regnen, og på vej mod Kirke Hørup, fint jeg mærker næsten ikke vinden. I Kirke Hørup skal vi dreje ind på ruten til indledningsløbet. Denne rute skal køres 3 gange. Rundt i svinget i fin stil og Puiff!! Cyklen er ved at lette fra vejen, man gearer kraftigt ned, holder godt fast i styret og forsøger at holde sig klar af grøftekanten i sidevinden. Feltet deles ind i 3 vifter af sikkerhedsgrunde, og man kæmper sig ned til Miang. Nu går det op af bakken til Majbøj, op at stå i pedalerne, vinden kommer skråt forfra, feltet når op på toppen, og Puff, et vindstød og 5 mand ligger blæst i grøften. Vi kommer op igen og kæmper videre. Efter de 3 omgange køres til Tandslet og Vibøge, hvor vi drejer ind i modvinden mod Sønderborg. Regnen begynder at trække igennem de 5 trøjer, men skoene holder stadig tæt. Det er dog slut, da vi drejer ind på den nye glatte asfaldt på cykelstien efter Høruphav. Inden vi når Huholt er alle gennemblødte. Heldigvis er vandet varmt, skiftetøjet tørt og madpakken rigelig stor.
Om eftermiddagen var der planlagt et stjerneløb på 35-40 km. På grund af vejret og indledningsløbet, som skal køres dagen efter ændres programmet til en 14.57 km enkeltsstart. Start og mål i Skovby og vendepunkt ved Mommark Færgehavn. Turen derud foregår i regn og medvind.
Ole Mikkelsen har trukket første start, jeg starter som nr. 2. Vinden kommer skråt bagfra så det er op på møllen og derudaf. Lysabild bakke klares i 3 tråd, rundt i svinget, Ole er næsten hentet, ned mod havnen sidder jeg og sjipper i gear 100, hastighed 60-70 km/t. Rundt i vendepunktet, forbi Ole og —– gear ned, benene står på tværs, lavere gear, op at stå, laveste gear og så går det langsomt opad, et pludseligt vindstød og cyklen står stille, regnen pisker ind i ansigtet, imellem vindstødene lykkes det at drive cyklen nogle få meter frem, jeg ligger helt ned over styret i et forsøg på at gøre luftmodstanden så lille som muligt. Hvert tråd er en pine. Træd nu for helvede. Elendige stænger, vil i ikke vinde denne enkeltstart?? Endelig når jeg svinget, nu kommer vinden lidt mere fra siden, snart går det ned af bakke, men ak, der skal trædes hårdt igennem også ned af bakken. Vinden er hård, og Karls stopur tikker ubønhørligt sekunderne væk. Så går det op af bakke igen, jeg må i laveste gear. Selv om det øger vindmodstanden er jeg nødt til at stå op. Det var Lysabild, de sidste kræfter sættes ind, gearet får en tand til. Nu skal der trædes, jeg har mistet meget tid på bakken fra Mommark. Endelig når jeg målet i Skovby. Efter målpassagen vender jeg, og ser Per Sohl suse i mål kort efter mig, uha det tyder ikke godt. En hovedregning fortæller mig at i alt fald førstepladsen er væk. Sandsynligvis ligger jeg længere nede, shit.
Turen ind til Huholt er et helvede, knæene er kolde, skoene gennemblødte, modvind og regn. Enkeltstarten sidder i benene, de er stive og kolde. Omsider dukker skolen op, og efter et varmt bad føler man sig næsten som et menneske igen.
Fem motionister har trodset eftermiddagens vejr, og hen imod kl. 17.30 dukker flere op. Motionister, forældre og vore sponsorer fra Cykelbørsen nyder godt af Bentes (Rotzler) store gryde millionbøf. Efter middagen er der uddeling af præmier til de 5 bedste i eftermiddagens enkeltstart.
Motionsafdelingen har udsat 3 flotte pokaler til de tre første, og til fire og fem er der udsat Tuborg Sport. Vor nye drengerytter Carsten Lauritzen har kørt en 8 kilometer enkeltstart, det modtager han en ConAir taske for. Efter middagen vises der lysbilleder fra Mallorca turen, inden vi kører hjem med en våd og beskidt cykel og 2 tasker vådt cykeltøj.
Kørte kilometer på træningssamlingen:
Formiddag: 35,76
Eftermiddag enkeltstart: 14,57
Skovby tur/retur: 30,00
I alt lørdag: 80,33
Resultat 14,57 km enkeltstart:
1.Per Sohl Nielsen 27,33
2.Kim Lambeck, Kolding 29,07
3.Jørn Nielsen 29,08
4.Henning Christensen 29,30
5.Thomas Hansen 29,59
6.Frede Graversen 30,32
7.Frank Nissen 30,46
8.Stefan Rotzler 31,26
9.Lars Hansen 32,29
10.Ole Mikkelsen 32,48
11.Christian Rotzler 33,07
12.Bjarne Caspersen 33,29
13.Merete Andersen 33,51
Resultat 8 km enkeltstart:
1.Carsten Lauritzen 28,40