Af: Henrik Christiansen (SCK-Nyt 3/1999)
Bronze til Tonni Johannsen og flot 10. plads til Torben Ternstrøm efter god holdindsats fra Sønderborg Cykle Klubs ryttere.
Det var en træt, men glad, Tonni, der fik hængt bronzemedaljen om halsen efter 123 kilometer på en teknisk svær rute, hvor det ikke var bakkerne, men smalle veje med mange sving, der udgjorde sværhedsgraden. De 123 juniorryttere kørte 9 omgange. Allerede på 2. omgang begynder der at ske noget. Tre ryttere får et lille forspring, mens Sønderborg rytterne sidder pænt med i feltet. Tonni bliver hurtigt klar over, at det er stærke folk foran, og man må holde sig til, hvis man vil noget. Han kører derefter op til gruppen sammen med et par andre ryttere. Førergruppen er nu på 7 mand, og de får hurtigt et forspring på 1.15 min, men de formår ikke at udbygge yderligere. På 5. omgang må 2 ryttere slippe, og på 7. omgang begynder de at komme i vanskeligheder, da feltet er begyndt at køre rigtig stærkt og deres forspring bliver næsten kørt ind. Men da 3 ryttere, deriblandt den senere vinder Jens Erik Madsen fra Randers, får kontakt med de 5 fornys deres motivation. Da feltet samtidig går lidt i stå, overlever de, og forspringet øges til 40 sek.
Men igen kommer føringen i fare, da rytterne begynder at køre på hinanden. På sidste omgang bliver der stor aktivitet fra hovedfeltet. Flere ryttere forsøger at komme op, hvilket resulterer i at der dannes en forfølgergruppe på 8 mand, som kommer meget tæt på. Her er den unge Torben Ternstrøm med. Spurten åbnes 400 meter før mål, og Tonni Johannsen ligger på en 2. plads, men han bliver slået på målstregen. Tiden for de 123 km var 3.05.47 t.
Torben Ternstrøm vinder forfølgergruppens spurt 16 sekunder efter, til trods for han var udsat for en punktering og hjulskift kun 5 km før mål. Kim Ternstrøm kom med hovedfeltet hjem og blev nr. 25. Men han er ikke uden andel i Sønderborg Cykle Klubs medalje. Han lå løbet igennem sammen med Torben Ternstrøm og bakkede af for Tonni. Flot holdindsats fra Sønderborg Cykle Klub. Lasse Johannsen, der normalt kører i Ungdom 1, var for første gang med i juniorklassen, så det var lidt af en præstation, at han kom med hovedfeltet hjem kun 1.07 min efter vinderen.
Tonni i top 8 ved DM i enkeltstart.
Tonni Johannsen opnåede sit mål, som var en placering i top 10 ved det Danske Mesterskab i enkeltstart. Tonni besatte, efter 25,5 km., en 8. plads i tiden 36.08.11 min kun 22 sek. fra bronzeplads. Vindertiden var 35.06.03 min. Den gik til Jacob Filipowicz, der var farvorit, idet han sidste år vandt sølv.
Seks af de ryttere der lå foran Tonni er kendte som enkelsstarts-specialister, hvilket Tonni absolut ikke er, og de landsholdsryttere, som han normalt måler sig med havde dårligere tider. Præstationen er meget flot og følgende skal ikke betragtes som nogen form for undskyldning, men man må konstatere, at materiellet ikke er uden betydning, specielt i enkeltstarter.
Mens Tonni Johannsen kørte på en lånt, og ikke up to date enkeltstartscykel, havde mange af de andre juniorer, og i hvert fald de foranliggende, helt andre betingelser. Fx havde Næstved ofret omkring 70.000 kr. på cykler til deres juniorer. Desværre har Sønderborg Cykle Klub, i øjeblikket, ikke økonomisk mulighed for at gøre noget, bare tilnærmelsesvis tilsvarende, for deres ryttere. Ej heller de unge har midler til at anskaffe det dyre udstyr.
Torben Ternstrøm, som normalt er god til enkeltstart, var ikke kommet over sin forkølelse, og sluttede på en 40. plads med tiden 38.01.51 min., men han har 2 år mere til at opnå gode resultater.
Kim Ternstrøm blev nr. 42 i tiden 38.13.78 og Lasse Johannsen nr. 74 i tiden 40.39.35. Lasse kørte uden nogen form for ledsagerbil, og han har 2 år mere i juniorklassen. Der var 83 ryttere der fuldførte løbet.