Af: Tonni Johannsen (SCK-Cykling 3/2002).
Efter initiativ fra Tønder Amatør Cykle-Ring side havde vi fået stablet et sønderjysk team på benene til at køre Fyen Rundt. Og jeg fik chancen for at tage revanche fra DM i Lemvig, hvor jeg ikke kunne opfylde mine egne drømme om at køre et tilfredsstillende løb, så nu skulle det være….
Søndagen kom, hvor jeg skulle ud at prøve kræfter med den danske cykelelite. Men var formen bedre end til DM? En masse intervaller og træningstimer på landevejen sammen med Jens Lausten Hansen skulle være løsningen på DMs mindre succesrige løb. Målet for Fyn Rundt var at komme igennem den danske cykelklassiker, der havde en distance på 210 km.
Eftersom det var første gang jeg skulle køre Fyen Rundt forhørte jeg mig hos de andre teampersoner hvordan løbet de andre år havde foregået. Tiden nærmede sig og rytterne gjorde klar til 210 barske kilometer. Starten gik inde ved cykelbanen i Odense, så der var dømt raketfart til Svendborg. Da vi kom ud af Odense begyndte iagttagelsesløbet for fuld hammer. Tempoet var højt og der blev hele tiden stukket i højre og venstre side, som om det gjaldt deres liv. Jeg havde placeret mig blandt de første 20 mand i feltet og havde et godt udsyn lige bag ved Jacob Piil, der pludselig stiller sig op og kører med en angribende rytter. Jeg rejser mig op i sadlen og stampede alt hvad jeg havde lært, mens jeg tænkte på en skrigende Lars Bo Marcussen til fællestræning: ”Kør så for helvede din….”…stampede og stampede, men kunne ikke følge med. Endelig kom jeg op til Piil og 5 andre ryttere, hvor vi kunne få lov til at sidde nogle sekunder inden vi blev hentet at et tempofyldt felt. En hurtig mellemtid ved 17 km sagde en gennemsnitsfart på 48 km/t, mens den var nede på 47 km/t ved 30 km.
Da det var en varm dag og jeg drak rigeligt undervejs, skulle jeg have service efter 60 km, da dunken med vand var tømt. Efter en beslutning om jeg hurtigt skulle have mere vand, sad jeg nede ved servicevognen og fik fyldt op. Det undre mig bagefter, hvordan jeg kunne nå at drikke alt det vand med det rasende tempo, der var blevet lagt ud med. Nu kom det næste problem, at komme op til et felt som kører med 50-55 km/t. Man skal køre noget stærkere for at komme op til dem igen. Der var ikke andet for end at køre lidt slalom ind mellem servicevognene med 60 km/t for at komme op igen. Et lille pusterum bagerst i feltet og så skulle man til at kæmpe sig op gennem feltet igen, og op blandt den første tredjedel, hvor jeg havde kunnet ligge hidtil. En melding om at der kun var få kilometer til Svendborg, hvor en frygtindgydende bakke ventede vores ankomst gjorde, at jeg igen for alvor skulle frem i feltet, for at have forhåbninger om at kunne komme godt over bakken. Det lykkedes mig at komme frem og op ad bakken blandt de første fyrre mand. Dette skulle nogle kilometer senere vise sig, at komme til at koste dyrt. Efter 10-15 kilometer elastikkørsel i meget høj hastighed var der pludselig udsolgt. Efter en grusvej efterfulgt af en lang stigning og 95 kilometer højt tempokørende cykelløb med de store drenge var der ikke mere energi i kroppen overhovedet. Der var nu ikke andet for end at ”rulle” med 30-35 km/t hen til langning, hvor min far ville stå med nye forsyninger til resten af ruten.
Efter 105 kilometer ved langning stod jeg af cyklen tømt for energi, men stadig med en gennemsnitshastighed på 45 km/t, puha!!
Hvis jeg ikke havde stået af der, så ville jeg være blevet samlet op af ”fejebladet” 20 kilometer længere ude på ruten. Så derfor faldt valget på at stå af mens tiden var. En skuffelse resultatmæssigt, da jeg gerne ville have fuldført. Vender man skuffelsen 180° om og ser på, at man alligevel har kunnet følge CSC-Tiscali og Team Fakta i 95 km med 1½ månedspause fra cykelløb er det slet ikke så skidt endda. Løbet har været en stor oplevelse og jeg håber meget på at komme til at køre det næste år.