Af: Bente Rotzler (SCK-Nyt 2/1998).
Sønderborg Cykle Klub er kommet rigtig godt ud af startblokken i den nye cykelsæson.
Det er længe siden klubben har kunnet starte sæsonen med så mange licenser, på nuværende tidspunkt 31, hvoraf de 9 er debutanter. Dette må ses som et resultat af talentløbene og den store cykelinteresse i forbindelse med bl.a. Post Danmark Rundt.
Inden starten på indledningsløbet, hvor der var deltagelse fra de sydjyske klubber: Bov, Esbjerg, Vejen, Kolding, Haderslev, Rødekro og Sønderborg, havde en del ryttere sommerfugle i maven. Indledningsløbet har altid været prestigefyldt til trods af at der ”kun” er deltagelse fra de ovennævnte klubber.
Det gik forrygende med Sønderborg Cykle Klubs ryttere på sejrsskamlen i 8 af de 9 klasser de deltog i, fordelt på seks førstepladser, tre andenpladser og en tredjeplads.
Ugen efter startede sæsonen så for alvor med deltagelse af cykelryttere fra hele Danmark. Her fortsatte tendensen fra indledningsløbet.
Ikke uventet er det den 15 årige Torben Ternstrøm der har markeret sig stærkest, han er ganske enkelt ikke til at stoppe, og med 4 sejre og en andenplads i bare 5 løb, er den unge talentfulde rytter stærkt på vej mod oprykning til højere klasse. I samme klasse har Lasse Johannsen placeret sig indenfor top 8.
I mellemste drenge har den 12 årige Chris Jacobsen overrasket ved at tage 2 sejre og 2 tredjepladser i de 4 løb han har deltaget i. Chris Jacobsen er meget ihærdig, og ham kommer vi nok til at høre mere om fremover. Martin Laursen har i samme klasse også været i præmierækken et par gange.
Hos de lidt ældre ryttere har den rutinerede Michael Andersen vist tænder og har været med fremme i front. Klassen H30 (for ryttere over 30 år) er absolut ikke let. I den klasse kører mange af de tidligere garvede topryttere.
Hos begynderne er der en række ryttere, der med lidt løbserfaring, vil kunne gøre sig gældende helt fremme. Debutanten René I. Hansen har således allerede hentet 2 præmier i løb.
I B-klassen har Jens Lausten Hansen endnu ikke rigtig gjort sig bemærket, men det skal nok komme. Det samme så man sidste år, hvor han sluttede sæsonen meget flot.
De to juniorer Tonni Johannsen og Kim Ternstrøm blev allerede inden sæsonstart udtaget til bruttolandsholdet på baggrund af deres resultater i 1997 og lidt senere til løb i Polen i uge 18.
Det blev dog kun Tonni Johannsen der tog afsted, idet Kim Ternstrøm trak sig, da han ikke følte at være i form og endnu at mangle noget grundkondition.
Tonni Johannsen har i de første af årets løb været plaget af punkteringer og nerver. Men i Esbjerg viste han med aktiv kørsel, at han godt kan ved at besætte en fjerdeplads. Kim Ternstrøm blev nr. 9 i samme klasse.
Om konflikten (gærstrejken) kommer til at påvirke rytternes deltagelse i cykelløbene i de næste uger er endnu uvist.