Svundne begivenheder
I året 1816 konstruerede tyskeren Freiherr Karl Wilhelm von Drais det første eksemplar af et tohjulet køretøj. Draisinen, opkaldt efter opfinderen, nåede ikke at blive nogen stor succes, hvilket sikkert kan skyldes den omstændighed, at Draisinen’s fremdrift kun kunne ske ved at bruge benene. Der var ingen pedaler altså en slags løbehjul med saddel. I 1860 kom Velocipeden på gaden, men heller ikke den havde succes. Efter at den blev indført her til landet i 1865, fandt der fire år senere et offentligt cykelvæddeløb sted i København, hvortil der blev krævet intens undervisning, så en vis færdighed kunne udvises.
Fra England kom så Bicyclen, der med det store forhjul og det lille støttehjul bagtil.
Dansk Bicycle Club blev stiftet den 7. maj 1881, og er Danmarks ældste cycleklub. I sensommeren 1881 arrangerede klubben det første væddeløb, og det foregik omkring plænen i Tivoli. Her afvikledes senere mange løb, og altid med stor interesse fra borgerskabets side. Her blev kimen til dansk cykelsports begyndelse faktisk lagt, idet der nu blev flere og flere klubber, der så dagens lys, her skal nævnes Dansk Cycle Ring i 1890, Arbejdernes Bicycle Club i 1894.
Også ude i provinsen begyndte der at dukke klubber frem og ifølge hefte nr. 56: Hundrede år i Sønderborg, der er udgivet af Historisk Samfund for Als og Sundeved og Sønderborg Handelsstandsforening i 1978 står følgende at læse: Det såkaldte ridehjul eller cykel var i slutningen af 1800-årene et forlystelsesredskab for velsituerede herrer. I 1880-erne udvikledes den moderne cykel med lave hjul af nogenlunde ens størrelse og kædetræk. Cykelklubber blomstrede nu op, også Sønderborg fik en cykelklub. I 1890 stiftedes Bicyklecluben Alsia. Medlemmerne foretog udflugter og ture i omegnen af Sønderborg. Søndagsudflugterne kørtes antageligt til Sønderskoven, her vandrede hustruerne i forvejen med frokostkurvene og øl, idet ridehjulene ikke var forsynet med bagagebærere. Cyklen var jo endnu en blanding af legetøj og sportsredskab og ikke et transportmiddel. Køreturene kunne være anstrengende i bakket terræn eftersom frihjulet først blev opfundet efter århundredeskiftet, og cyklen derfor krævede pedalering nedad bakke. Det kunne være et problem at finde en kyndig cykelreparatør, og i en vejviser for hjulridderne fra århundredeskiftet findes oplysninger om, hvor på Als og Sundeved der findes cykelkyndige smede. ”Radfahrkarte” var en art cykelkørekort, som krævedes af myndighederne i en kort årrække efter 1904.
Herefter er det ikke muligt at finde yderligere oplysninger om denne cykelklubs data eller virke.
I uddrag af artiklen fra Chr. Paulsen, Sønderborg fremgår det, at ”Cykelklubben af 1921” var den første cykelklub i Sønderborg, men af det materiale vi har været igennem, blev der i 1890 oprettet en ”Bicycleclub Alsia”, dateret den 23. maj 1890. Om man så har ment den første danske klub er noget andet, men som klub kan den kun antage andenpladsen. I øvrigt er der rygter om, at der engang var en cykelklub omkring årene 1932-1935, men det har ikke været muligt, at komme det nærmere. Et af rygterne vil vide, at der fandtes en ”Supersportsmand” i Sønderborg, der kørte cykelløb om formiddagen, spillede fodbold om eftermiddagen og boksede om aftenen. Dette er det nærmeste vi har kunnet komme den eventuelle cykelklub.
Tredjepladsen indtager Sønderborg Cykle Klub indtil andet er bevist.
Jørgen Rudolf Hansen
Chr. Paulsen Fortæller om en cykelklub anno 1921 i Sønderborg
I en tid, hvor cyklen igen kommer til ære og værdighed og er en vigtig faktor i dagligdagen, kan det måske have interesse at høre lidt om Sønderborgs første Cykelklub, som stiftedes i året 1921 af en række unge, hvoraf nogle stadig gør brug af dette gode transportmiddel. Denne cykelklub havde dog ikke til formål at dyrke konkurrencesport, hverken på landevej eller på cidersbanen.
Det var et kammeratligt fællesskab, som inspirerede til i samlet flok, at komme ud i naturen ved hjælp af den tohjulede. Vore cykler var ganske almindelige solide turistcykler med luftpumpe, carbidlygte og lappegrejer, enhver måtte være i stand til at foretage en lapning, små søm var ikke ukendte ting, de stak hul i dæk og slange og en pibende lyd fortalte, at slangen var flad, at cykle på fælgen alene var ikke tilrådeligt. Dynamolygten var ikke opfundet, men som nævnt var en carbidlygte god til at lyse op en mørk aften. Derimod var cykelklokke og helst en håndbremse nødvendig i fald den sædvanlige bremsemetode med cykelkæden skulle svigte, hvilket skete på en aftentur mod Sandbjerg. Kammeraten kørte mod en vejsten og fløj i glideflygt henover styret og kom vejbanen for nær med næse og mund, så der måtte søges om hjælp i nærmeste bondegård for at få blodet vasket af og plaster sat på. I de kommende fjorten dage var spisning vanskelig, og få kysset pigen med udbytte var umuligt i adskillig tid. For øvrigt, hvad piger angik, så bestemte klubbens love, for sådanne fandtes, ”ingen optagelse af kvinder”. Vi var en mandschauvinistisk klub, hvor piger kun ville virke forstyrrende, hvilket også viste sig, da der kom lidt forsigtig kontakt mellem Peter og en Marie, lad mig kalde dem sådan.
Det tør i sandhed siges, at vi 12 ungersvende, flere var vi ikke, fik mange gode aftenture til Broager, Gråsten, Sottrupskov og hvor der ellers var kønt. Længere ture i vor smukke landsdel og på Fyn fik vi også glæde af. Jeg husker en Fyns-tur med start en tidlig morgenstund, så tidligt at en holdkammerat, en Aabenraa-dreng i lære hos købmand J. H. Kock, havde forsovet sig. Jeg forbarmede mig over ham, fik ham banket op og ud af sengen, og så af sted efter de andre, som vi nåede netop som færgen til Assens var ved at gå ud af færgelejet ved Årøsund. Det blev en skønne tur over Fyn til Fåborg, hvorfra vi så tog med Mommarkfærgen til Als og hjem.
Påklædningen på de længere ture var Knickers, sportsstrømper og ”Sixpence” på hovedet. Det at være snusket og langhåret samt uden slips efter fyraften, var ikke sagen dengang, det lod vi ”bosserne” om, så var der endda 40 øre til et glas øl, når de daglige fornødenheder var betalt.
Denne cykelklub eksisterer ikke mere, kredsen spredes efterhånden. Dengang var det skik, at man skulle ud og se sig om i de unge år, det med at blive i nærheden af mors eller pigens skørter var absolut ikke sagen, der var og er stadig tiltrækkende steder og piger uden for Sønderborg.
At cyklen fik sin store renæssance i 40’erne turde være kendt, og da var der igen en kreds af Sønderborgs unge som fik cyklen frem i weekender for at cykle til Asserballeskov, hvor ”Det unge Grænseværn” havde en teltlejr ved ”Voigt Strand” med madlavning over bål, og hvor piger ikke var bandlyst. Altså et fremskridt man var blevet solidarisk. Af disse weekendlejres deltagere lever de fleste endnu (skrevet år 1990 redaktionen), og de vil mindes den gamle husmoderlige fru Voigt med taknemmelighed.
Det er såmænd ikke så tumpet, at cyklen igen er draget frem, meget kan klares ved hjælp af denne tohjulede, ikke alene for den såkaldte ”kondis” skyld, men også for økonomiens skyld. Det er dog mærkeligt, at de afgiftslystne politikere endnu ikke har belagt dette transportmiddel med klækkelig ekstraafgift.
Denne ”Sønderborg Cykelklub” fik ingen lang levetid, ro- og søsportsklubben samt boldklubberne fik liv og tilslutning, dem var der nemlig ”sport” i, men nu ser det ud til, at Cyklistforbundet er ved at blive ktiv af hensyn til cykelstier. Dem var der ikke nogen af i 20’erne. Den øvrige færdsel var heller ikke så livsfarlig som nu, hvor man reelt er i fare, hvor man går.
Gid de unge i dag må finde ligeså gode minder at tænke tilbage på, som vi fik i vore ungdomsdage, selv om der også var problemer dengang.
Chr. Paulsen